Gulerodskage – Signatur

Saftig gulerodskage med cream cheese frosting og saltet karamelsauce

Gulerodskage er en af de helt store klassikere, og med god grund. Når den er lavet ordentligt, er den saftig, krydret og toppet med den slags cream cheese frosting, man altid håber, der er lidt for meget af.

Denne version tager udgangspunkt i den klassiske gulerodskage, men er løftet med nogle få signaturgreb, der giver mere dybde, friskhed og tekstur.

Selve kagen er fyldig og krydret med kanel og ingefær, mens groftrevne gulerødder, ristede nødder og rosiner giver saftighed, bid og karakter. Appelsinskal løfter smagen og giver en mere frisk og afrundet profil.

Frostingen er lavet som en blød og cremet cream cheese frosting, der giver kagen det helt rigtige modspil – frisk, fed og let syrlig.

Og så er der karamellen. Den er supernem at lave, men gør virkelig meget for helheden. Den tilfører sødme, dybde og gør, at kagen føles lidt mere særlig uden at blive overgjort.

Resultatet er en gulerodskage, der stadig føles klassisk – men som bare smager af lidt mere.

Under opskriften finder du også en række noter, små tekniske overvejelser og forklaringer på de valg, der ligger bag. Altså ikke bare hvordan kagen laves – men også hvorfor denne version fungerer så godt.


Gulerodskage – Signatur

Antal 10 perosner

INGREDIENSER

Kagen

  • 350 g Hvedemel (gerne kagemel )
  • 20 g Bagepulver (ca. 4 tsk.)
  • 12 g Stødt kanel (ca. 4 tsk.)
  • 6 g Stødt ingefær (ca. 4 tsk.)
  • 600 g Brun farin
  • 450 g Gulerødder, groftrevne
  • 300 g Æg, hele (ca. 6 stk.)
  • 250 g Neutral olie (fx solsikke eller raps)
  • 2 stk Økologiske appelsiner (skallen heraf)
  • 100 g Valnødder, ristede & knuste (evt. pekannødder)
  • 100 g Rosiner
  • 2 nip salt
  • 2 stk Springforme á 22 cm
  • Olie til smøring af forme

Cream Cheese Frosting

  • 300 g Flødeost 12%
  • 150 g Smør, blødt
  • 200 g Flormelis
  • 1 stk Vaniljestang, kornene heraf (eller 2 tsk vaniljepasta / vaniljeuskker)
  • 1 stk Økologisk citron (Skallen heraf)
  • 1 nip Salt
  • 200 g Fløde 36%

Saltet Karamelsauce

  • 100 g Smør
  • 100 g Brun farin
  • 50 g Lys sitrup
  • 100 g Fløde 36%
  • 1 tsk Vaniljesukker
  • Salt, efter smag

FREMGAGNSMÅDE

Kagen

  • Tænd ovnen på 180°C almindelig ovn.
  • Smør springformene og beklæd bunden med bagepapir.
  • Sigt mel, bagepulver, kanel, ingefær og salt sammen i en skål.
  • I en stor skål røres brun farin, æg og olie sammen, til massen er ensartet.
  • Tilsæt de tørre ingredienser og rør kun lige til dejen er samlet og uden synlige melklumper.
  • Vend herefter revne gulerødder, appelsinskal, nødder og rosiner i dejen.
  • Hvis dejen virker meget tung eller tør, kan den justeres med en lille smule mælk. Den skal være tyk, men stadig blød nok til at kunne flyde ud i formen.
  • Fordel dejen jævnt i de to forme.
  • Bag kagerne i ca. 35–45 minutter, til de er gyldne, faste og gennembagte.
    (Tjek med en kødnål eller lille kniv. Den skal komme ud uden rå dej på sig).
  • Lad kagerne køle i formene i 10 minutter, før de tages ud og afkøles helt på rist.

Cream Cheese Frosting

  • Pisk smør og flormelis lyst og luftigt det tager ca. 3-5 minutter.
    (den skal gå fra at være æggegul til at være hvid lufttig, det er her vi transformere den rå smørsmag).
  • Tilsæt flødeost, citronskal, vaniljekorn og en smule citronsaft og pisk det hurtigt sammen.
  • Pisk fløden til en let skum i en separat skål.
  • Vend den forsigtigt i flødeostmassen, til frostingen er luftig og cremet.
  • Sæt på køl indtil brug.

Saltet Karamelsauce

  • Smelt smør og brun farin i en lille gryde ved middel varme under omrøring, indtil sukkeret er opløst.
  • Når massen begynder at boble, tilsættes sirup og fløde.
  • Rør godt rundt og lad saucen simre i 8–10 minutter, til den tykner og bliver cremet.
    – 8 minutter –> mere flydende, god til drizzle
    – 10 minutter –> tykkere, god til sprøjtepose
    (Husk, at saucen tykner yderligere, når den bliver kold).
  • Tag gryden af varmen og lad saucen køle helt af før brug.

Samling af kagen

  • Når kagerne er helt afkølede, kan de evt. trimmes let på toppen, så de bliver helt plane.
  • Placér den første bund med den flade underside opad.
  • Fordel halvdelen af frostingen ovenpå, men ikke helt ud til kanten.
  • Fordel herefter halvdelen af karamelsaucen over frostingen.
  • Læg den anden bund ovenpå, også med den flade underside opad.
  • Top med resten af frostingen og karamelsaucen.
    Pynt evt. med: grofthakkede nødder fintrevet appelsin- eller lime skal.

Hvilke tanker ligger bag denne opsrkift

En god gulerodskage skal først og fremmest være saftig, krydret og have dybde i smagen. Den må ikke blive tør, kompakt eller kedelig. Derfor er denne version bygget op omkring nogle ret enkle, men vigtige valg i både ingredienser og metode.

Olie frem for smør: Selvom smør ofte giver mere smag og som regel er det foretrukne fedtstof i klassiske kager, fungerer olie overraskende nok bedre i en gulerodskage.
Her har smør nemlig en tendens til at gøre krummen tungere og mere kompakt, mens olie giver en saftigere kage med en lettere struktur, hvor krydderierne får lov at stå tydeligere frem.

Brun farin giver dybde: Valget af sukker har også stor betydning for det færdige resultat.
Ofte ser man, at gulerodskage sødes med en blanding af hvidt sukker og sukker med brune nuancer – typisk brun farin eller rørsukker. Nogle opskrifter bruger også mørk muscovadosukker, som giver en meget dyb og næsten melasseagtig smag. Det kan være spændende, men det opleves ofte, at muscovadosukker ikke bidrager særligt positivt til kagens konsistens.

Her hos Arkiv for Smag går vi efter en intens og krydret kage, og derfor er valget faldet på ren brun farin. Det giver en dyb, karamelliseret smag og fungerer som en solid smagsmæssig bund, samtidig med at konsistensen kun bliver bedre.

Hvis du ønsker en lysere og mildere kage, kan du dog sagtens bruge en blanding af hvidt sukker og brun farin.

Bagepulver frem for natron: Traditionelt set bruges der næsten altid hævemiddel i gulerodskage for at skabe luftighed i krummen. Det ses dog ofte, at mange opskrifter anvender ret store mængder natron og det kan altså smages.

Natron har nemlig en tendens til at give en ret ubehagelig bismag, hvis det bruges forkert, i for store mængder eller ikke bliver aktiveret ordentligt under bagning. For at fungere korrekt kræver natron syre, og det er der faktisk ikke til stede i særligt mange opskrifter.

Man kan sagtens hæve en gulerodskage delvist med natron, men så er det vigtigt, at dejen også indeholder syrlige ingredienser som fx citrussaft, surmælksprodukter eller en høj andel brun farin, da brun farin faktisk også bidrager med syre. Det sikrer, at natronen bliver aktiveret og forbrugt under bagningen, så den ikke efterlader en bismag i den færdige kage.

Når det så er sagt, mener vi stadig her hos Arkiv for Smag, at det bedste resultat opnås med ren bagepulver. Kagen hæver pænere, mere ensartet og får generelt en flottere struktur, uden den lille top på midten, som man ofte ser i mere ujævnt hævede kager (det kan dog stadig forkomme).

Krydderier – det skal kunne smages: Der er stor forskel på både valg og mængde af krydderier i gulerodskage, og det har stor betydning for det færdige resultat. Nogle opskrifter foreslår fx revet muskatnød, men her skal man være lidt påpasselig. I denne sammenhæng opleves muskatnød ofte som en smule bitter og kan hurtigt tage kagen i en retning, der ikke klæder den særligt godt.

Nellike optræder også i mange opskrifter, og selvom det godt kan fungere i små mængder, er det vigtigt at holde smagen i kagen ret stringent. Det er trods alt ikke en brunkage eller en decideret julekage, og derfor er nellike fravalgt her for at holde kagen krydret, men stadig enkel og balanceret.

Kanel alene bliver hurtigt lidt for flad i smagen, mens ingefær tilfører en dejlig dybde og varme uden nødvendigvis at få kagen til at smage direkte af ingefær. Derfor er kombinationen af kanel og ingefær i vores optik det perfekte match og i øvrigt også det mest klassiske valg. Her holder Arkiv for Smag sig derfor til det traditionelle.

Gulerødder – groftrevet er bedst: Det bedste resultat får du ved at bruge et klassisk gammeldags rivejern, som laver tynde, men lidt brede strimler af gulerod, lidt som dem, man bruger til råkost. På den måde integrerer gulerødderne sig bedst i kagens krumme og giver både saftighed og struktur uden at forsvinde helt.

Det ses også i nogle opskrifter, at gulerødderne bruges i andre former, fx som kogt puré. Det giver typisk en langt tungere kage og en mere kedelig konsistens, fordi meget af friskheden og strukturen går tabt undervejs. Samtidig kan man risikere, at kagen nærmest står og “sveder” orange fedtstof, hvilket ikke ligefrem gør den mere indbydende.

Andre opskrifter anbefaler at dræne de revne gulerødder, men det opleves ikke rigtig at have nogen nævneværdig effekt på det færdige resultat. De revne gulerødder afgiver nemlig ikke særlig meget væske i sig selv – medmindre du bruger et meget fint rivejern, hvilket heller ikke anbefales her.

Metode – simpelt er bedst: Der findes mange forskellige metoder til at lave gulerodskage, men i praksis lader det til at det i denne sammenhæng er den mest enkleste, der fungerer bedst.

Man kan fx vælge at piske æg og sukker til en klassisk æggesnaps, eller lave en mere traditionel rørt dej, men det opleves sjældent, at det giver et resultat, der står mål med det ekstra arbejde. Tværtimod kan nogle af de mere omstændige metoder faktisk give en tungere, mere kompakt eller let gummiagtig kage.

Derfor vurdres det af Arkiv for smag at den metode, der fungerer bedst her, er den helt enkle “alt i én skål”-metode. Den er hurtig, giver minimal opvask og resulterer i en saftig kage med en rigtig god konsistens. Det vigtigste er blot, at dejen ikke røres for længe eller for hårdt, når melet først er tilsat, da det kan aktivere gluten og gøre kagen mere tæt i krummen.

Man kan også lave dejen i blender eller foodprocessor, og det fungerer faktisk fint, men det giver ofte en lidt mere ensartet og tæt krumme. Derfor holder vi os her til den simple metode, fordi den ganske enkelt giver det bedste forhold mellem indsats og resultat.

Sigt de tørre ingredienser: Sigt de tørre ingredienser sammen, før de tilsættes dejen. Det reducerer risikoen for klumper og giver en mere ensartet struktur i kagen. Det tager kun et øjeblik ekstra, men gør en mærkbar forskel, og når resten af opskriften er så simpel, er det en lille indsats, der er værd at tage med.

Appelsinskal løfter smagen: Appelsinskal er ikke nødvendigvis en klassisk del af alle gulerodskager, men det gør overraskende meget for helheden. Det tilfører en friskhed og let citrusaroma, som er med til at løfte de dybere og varmere smage fra brun farin, olie og krydderier. Resultatet bliver ikke en kage, der smager af appelsin, men en kage, der føles mere levende, afrundet og balanceret.
Det er en lille detalje, men en af dem, der gør en større forskel, end man lige skulle tro.